Hvor meget luft skal der være over hovedet i et interviewbillede?

Spørgsmålet, der kommer hver eneste gang

Næsten alle, der starter på kurset, stiller det samme spørgsmål, når vi kigger på deres første interviewøvelse: hvor meget luft skal der være over hovedet? Nogle har skåret så stramt, at issen forsvinder. Andre har efterladt en tom flade, så personen ligner en, der er ved at synke ned i bunden af billedet.

Jeg forstår godt, at man leder efter et enkelt tal. Men luft over hovedet er ikke en målestok, du kan slå op i en tabel. Det er en afvejning mellem personen, billedudsnittet og det, billedet skal bruges til. Her i efteråret, hvor mange nye hold er i gang med deres første studieøvelser, vil jeg derfor gennemgå, hvordan du selv finder svaret hver gang.

Start med billedudsnittet, ikke med luften

Luften over hovedet afhænger af, hvor tæt du er på. I et bredt halvtotal, hvor man ser overkroppen og lidt af omgivelserne, er der naturligt mere plads over personen. I en nær indstilling fra brystet og op skal du have markant mindre, ellers fylder den tomme flade mere end ansigtet.

Det er derfor, vi i undervisningen først vælger udsnit og først bagefter justerer højden. Når du har besluttet, om billedet er bredt, mellem eller nært, bliver spørgsmålet om luft meget lettere. Prøv at tænke på det som en rygrad i billedet: udsnittet er den, og luften er en finjustering, ikke omvendt.

• Bredt udsnit: tydelig luft over hovedet og plads til omgivelserne
• Mellemudsnit: en smal stribe luft, omtrent en håndsbredde i søgeren
• Nært udsnit: meget lidt luft, og det er fint at skære i panden

Øjnene som anker i rammen

I stedet for at måle afstanden til toppen af hovedet kan du holde øje med, hvor øjnene sidder. I et klassisk interviewbillede ligger øjnene typisk omkring øverste tredjedel af rammen. Det er ikke en lov, men en brugbar tommelfingerregel, som giver et naturligt og roligt udtryk.

Når du bruger øjnene som anker, løser mange andre problemer sig næsten af sig selv. Personen kommer ikke til at sidde for lavt, og du undgår, at hagen presser mod bunden af billedet. Brug de mærkede diagrammer på læseplanen til at se, hvordan ankerpunktet flytter sig, når udsnittet bliver strammere eller bredere.

Øjenlinje og plads i den retning, personen kigger

Når en person i et interview ser lidt til siden mod den, der stiller spørgsmålene, skal der være mere plads i den retning, de kigger. Vi kalder det taleplads eller kigkeplads. Hvis du placerer personen midt i rammen eller tæt på kanten i blikretningen, føles billedet spændt, som om vedkommende er klemt op mod en væg.

Det samme gælder, når du skal vælge side. Sidder personen til venstre i billedet og kigger mod højre, får du et åbent og afbalanceret udtryk. Vender du blikretningen om, uden at ændre placeringen, opstår en kort, uforklaret uro. Øv dig på at flytte kameraet få centimeter og se, hvordan balancen ændrer sig, før du trykker optag.

Typiske fejl, når luften går galt

Den hyppigste fejl er at komponere efter monitorens kant frem for efter personen. Man ser en tom flade i toppen og zoomer ind, indtil den er væk, uden at tjekke, hvad der sker i bunden. Resultatet er et billede, hvor hagen næsten rører kanten, og hvor skuldrene forsvinder.

En anden fejl er at glemme, at personen bevæger sig. Når et menneske retter sig op, griner eller læner sig frem, ændrer luften sig. Derfor justerer vi altid, mens interviewpersonen sidder naturligt, ikke mens vedkommende venter på, at vi bliver klar. Gå en kort prøvesnak igennem, og kig på billedet undervejs.

• Tjek bunden af rammen, når du justerer toppen
• Komponér, mens personen sidder og taler naturligt
• Bevar samme luft mellem to kameraer, så klippet matcher

En øvelse, du kan lave ved næste lejlighed

Bed en ven eller kollega sætte sig ned og tale i to minutter om noget hverdagsagtigt. Optag tre gange: først bredt, derefter mellem og til sidst nært. Brug øjnene i øverste tredjedel som fast ankerpunkt, og notér, hvor meget luft der opstår i hvert udsnit.

Se optagelserne bagefter uden lyd. Du vil hurtigt opdage, hvilket udsnit der virker roligt, og hvor personen virker presset. Skriv to linjer om hver version, og gem dem sammen med din shot-liste. Efter få runder behøver du ikke længere et tal, for øjet har lært at mærke, hvornår balancen sidder rigtigt.