Hvorfor to gamle ord stadig betyder noget
Når jeg underviser i interviewdækning, møder jeg ofte kursister, der har styr på blænde og fokus, men som tøver, når jeg spørger, hvor gæsten egentlig kigger hen. Øjenlinje og akse hører til de ord, man hører på ethvert sæt, uden at nogen forklarer dem. De lyder som fagsnak, men de dækker over noget ganske jordnært: hvor kigger personen hen, og hvilken side af rummet står kameraet på.
Begge dele handler om det samme, nemlig at seeren aldrig skal gætte. Når klipperen skifter mellem to vinkler, skal hjernen kunne holde fast i, hvem der taler til hvem, og hvordan de sidder i forhold til hinanden. Brydes den orden, opstår der et lille ryk af forvirring, som ingen kan sætte ord på, men som alle mærker.
I denne artikel tager jeg de to begreber ét ad gangen og viser, hvordan de hænger sammen med det at planlægge afdækning, så et interview kan klippes uden huller. Det er en del af forløbet om interviewdækning, men du kan sagtens læse det uden at have set resten.
Øjenlinjen forklaret uden fagsprog
Øjenlinjen er den tænkte streg fra personens øjne til det, vedkommende kigger på. I et interview er det som regel intervieweren, der sidder lidt ved siden af kameraet. Gæstens blik falder derfor ikke ind i linsen, men et par decimeter til siden af den. Det giver den rolige, naturlige fornemmelse af en samtale, som seeren kan overvære.
Højden på øjenlinjen betyder også noget. Hvis intervieweren sidder meget lavere end gæsten, ser gæsten ud, som om vedkommende kigger ned på sit modsvar. Sidder kameraet for højt, bliver gæsten lille. Derfor justerer jeg stolene og kameraets højde, så blikket ligger omtrent i øjenhøjde, og gæsten ser ud, som om samtalen foregår mellem ligemænd.
Spørg gæsten før optagelsen, hvor vedkommende helst vil kigge. Nogle bliver nervøse, hvis de skal tale til et sort glas, og får det lettere, når de har et menneskeansigt at rette blikket mod. Det er en lille aftale, der sparer mange optagelser.
- Blikket falder ved siden af linsen, ikke ind i den
- Hold stole og kamera i omtrent samme øjenhøjde
- Aftal på forhånd, hvor gæsten kigger hen
Aksen eller 180-graders reglen
Aksen er en tænkt linje mellem de to personer, der taler sammen. Reglen siger, at alle kameraer skal blive på samme side af den linje. Så længe de gør det, vender den ene person konsekvent mod højre i billedet og den anden mod venstre, uanset hvilket kamera der klippes til. Seeren forstår rummet uden at tænke over det.
Krydser et kamera linjen, skifter personerne pludselig plads i billedet. Gæsten, der før kiggede mod højre, kigger nu mod venstre, og det ligner, at de to har vendt sig fra hinanden. Det er den klassiske fejl, når et ekstra kamera bliver stillet op i hast og placeret, hvor der tilfældigvis var plads.
Reglen kan brydes med vilje, men det kræver en grund og som regel et neutralt billede imellem. I et almindeligt interview med to kameraer er den enkleste løsning at tegne linjen på gulvet med tape, før gæsten ankommer, og lade begge stativer stå på samme side.
Afdækning: det, der gør klipperen glad
Afdækning betyder, at du optager samme situation fra flere vinkler, så der altid er noget at klippe til. I et interview er grundopskriften et bredt billede af begge personer, et nærbillede af gæsten og et af intervieweren. Det brede billede er sikkerhedsnettet: hvis noget går galt i et nærbillede, kan klipperen falde tilbage på det.
Klipperen har mest brug for steder at skære. Hvis gæsten staver sig igennem en tøvende sætning, skal der være et andet billede at skifte til, mens lyden fortsætter. Uden afdækning ender man med et hop i samme vinkel, som kaldes et jump cut, og som virker brat i et roligt interview.
Husk indskudsbilleder af hænder, rum og detaljer, som kan lægges ovenpå. De tager få minutter at optage, mens gæsten får vand, og de redder ofte et klip, der ellers ville have været umuligt at samle.
- Bredt billede som sikkerhedsnet
- To nærbilleder med samme akse
- Indskudsbilleder til at skjule klip
Sådan tjekker du det på sættet
Jeg bruger en kort rundtur, før vi tænder for optagelsen. Først tegner vi aksen på gulvet. Dernæst stiller jeg mig bag hvert kamera og kigger i søgeren: kigger gæsten til samme side i begge billeder, og er der luft i den retning, vedkommende kigger? Den luft kaldes kigge-rum, og den gør billedet roligt, fordi personen ikke ser ud, som om vedkommende kigger ind i billedkanten.
Dernæst tester jeg overgangen. Jeg lader en kollega sige et par sætninger og skifter mellem kameraerne på monitoren. Hvis klippet føles blødt, er opstillingen i orden. Hvis personen ser ud til at hoppe, er et kamera krydset over linjen, eller højden er for forskellig.
Til sidst ser jeg efter ensartethed i lys og farve mellem de to billeder, for et klip mellem to forskellige hudtoner afslører øjeblikkeligt, at optagelserne ikke hører sammen.
En lille øvelse til dig selv
Du behøver ikke et studie for at øve dig. Sæt to stole over for hinanden i stuen, bed en ven tale i tre minutter om en almindelig dag, og stil ét kamera eller en telefon på stativ. Optag først det brede billede. Optag derefter nærbilleder af vennen to gange fra samme side af aksen, og klip bagefter billederne sammen i et enkelt program.
Se på, hvor klippene sidder naturligt, og hvor de gør ondt. Prøv bagefter bevidst at krydse linjen med ét billede, og mærk forskellen. Den lærer du mere af end af ti sider forklaring.
Skriv til sidst en lille shot-liste over det, du optog, med vinkel, billedudsnit og hvem der kigger hvorhen. Øvelsen ligner den, vi arbejder med i forløbet om interviewdækning, bare i mindre skala.
- Tre minutters samtale er rigeligt
- Optag bredt billede først, derefter nærbilleder
- Skriv shot-listen ned, mens du husker den
Øjenlinje og akse er ikke teori for teoriens skyld. De er to små aftaler med seeren: personerne kigger mod hinanden, og rummet hænger sammen fra billede til billede. Tegn aksen, hold kameraerne på samme side, og sørg for afdækning nok til, at klipperen har noget at vælge imellem. Gør du det, kan et interview klippes uden huller, også når optagelsen ikke gik helt efter planen.
